Det er nemt at smage når noget er stærkt syrligt eller stærkt bittert. Men i lave koncentrationer er det sværere at bestemme. Mange har svært ved at skelne syrligt og bittert i kaffe.
Men kan træne sig i det ved at smage på rene opløsninger af grundsmagene, i beherskede koncentrationer – og så bemærke om sig selv hvor i munden man smager dem. Typisk smages syrlighed foran i munden og bitterhed i bagerst i munden. Men vi er forskelligt indrettet, så du må udforske hvordan det er fat hos dig.
De vandige opløsninger laves sådan her:
Syrlighed: 3 gram citronsyre til 1 liter vand. Citronsyre kan købes fx i Matas. Check at der står “levnedsmiddelkvalitet” på, så gør det ikke noget at der står at det er til opvaskemaskinen.
Sødme: 20 gram sukker til 1 liter vand.
Salt: 3 gram salt til 1 liter vand.
Bitterhed: 100 mg kinin til 2 liter vand. Kinin kan købes på apoteket. Det er det samme stof som giver bitterhed i tonicvand. Oprindelig blev det brugt til at forebygge malaria. De piller, man idag kan købe på apoteket, er mod natlige kramper i benene.
Sørg for at det er godt opløst før du smager på det. Enten sæt det over nogle timer i forvejen, eller opløs først med lidt kogende vand og rør med en ske til det er helt opløst – derefter fortynd med koldt vand. Styrken smages svagere når det er varmt, så sørg for at det er kølet ned, når du skal smage på det.
Sørg for at få væsken rundt i hele munden, når du smager på den.
Læs mere om grundsmagene under http://smagefter.dk/anatomien-i-smagsoplevelsen/grundsmagene/