Triangeltest

Kan man smage forskel på en Pepsi og en Coca cola i en blindsmagning ? Eller på en Carlsberg og en Tuborg ?

Når vi skal smage på flere ting, så starter vi med at smage på baggrund af en forholdsvis neutral mund. Det næste vi smager på er på baggrund af det første vi smager på. Hvis vi lige har smagt på noget kraftigt, vil noget mere moderat, smage mere svagt end hvis vi smagte på det alene. Fordi vi sammenligner: vores hjerne fortolker smagsindtrykkene og bemærker først og fremmest ændringer.

 

Triangletest

Hvis man vil undersøge små smagsforskelle – eller om folk kan smage en ændring i et produkt – så bruger man en såkaldt Triangeltest. Det kan fx være hvis en virksomhed vil teste, om folk kan smage at der er brugt et andet fedtstof i en kage. Eller om man kan smage forskel på Pepsi og Coca Cola.

Man laver 3 prøver, som er mærket med kodenumre. To af prøverne er ens, mens den tredje er anderledes. Altså det kan fx være to glas med Coca cola og et med Pepsi. Man beder så testpersoner om at pege på hvilken prøve, som adskiller sig.

Hvis man har resultater fra 200 testpersoner og der er omkring 1/3 på hver, så kan man konkludere at smagsforskellen ikke slår igennem. For der er jo 1/3 chance for, at folk peger på den rigtige.

 

triangle beer

 

Kaffe-smagekonkurrence

Verdensmesterskaberne i kaffesmagning afgøres ved triangle-test. Hvert land holder nationale konkurrencer.

Set-up’et er 8 sæt med 3 kopper kaffer i hver. Deltagerne har så 8 minutter til i hvert sæt at skubbe den kop frem som er anderledes end de to andre.

Når tiden er gået, løfter man den kop op, som deltageren har udpeget. I bunden af koppen er et mærke på den rigtige. På den måde afgøres det om deltageren har ramt rigtigt.

SCAcupTaster

Trods at alle, som stiller op, er gode til at smage forskel på kaffe i det daglige, har de fleste fejl i triangel-testen. Det er fordi smagen af en mundfuld kaffe ikke kun er en ting. Det starter med syrligheden, så kommer aromaerne og til sidst bitterheden – forenklet sagt. Og så hænger der smag tilbage fra den forrige kop. Derfor er det nemt at blive forvirret.

Og så er der forskel på hvor svær, de laver konkurrencen. Forskellene kan være utrolig små. Måske er der brugt 10% mere eller mindre af samme kaffe i brygningen. I den danske konkurrence i 2018 havde vinderen kun 4 rigtige ud af 8. Mod normalt 7 eller 8 rigtige. Det var fordi der var meget lidt forskel på kafferne.

 

Fil 30-05-2016 18.21.38

Smage-udfordring

Lav blindsmagning på Pepsi og Coca Cola, hvor du laver 3 omgange med tre smagsprøver i hver. De er markeret kun med kodede numre. Hvis en person i første omgang kan udpege hvilken prøve, som adskiller sig fra de to andre, kan det jo være rent held – det er der 33% chance for. Men hvis man kan udpege rigtigt i 3 omgange, så er det fordi man virkelig kan man smage forskel – eller i hvert fald er der under 4% chance for bare at ha gættet rigtigt (det er en ud af 27).

Læs mere om smagen af cola.